top of page

TEENTANGO

Med udgangspunkt i en dyb interesse for tangoen som musik, dans og kultur har vi udviklet disse workshops. Vi ser et særligt didaktisk potentiale i tangoen som kommunikationsform og som en kraftfuld kulturel oplevelse for unge mennesker.

#1

Prøv at spille Tango (3t)

PRØV AT SPILLE TANGO er en musikworkshop, hvor eleverne får mulighed for at spille sammen med rigtige tangomusikere. Det er en enestående mulighed for at stifte bekendskab med genren og prøve det storslåede tangoorkesterformat af. Vi sender noder af vores egne arrangementer af kendte klassikere sammen med videoer, så lærere og elever har mulighed for at forberede sig inden besøget.

 

Vi har arrangementer på forskelligt niveau.

 

Denne workshop kan foregå på dansk, engelsk, spansk eller italiensk. 

#2

Prøv at danse Tango (1,5t)

PRØV AT DANSE TANGO er en festlig workshop, hvor eleverne har det sjovt og bliver udfordret af den sofistikerede dans. De lærer de basale koncepter og figurer og får en sjov gruppeoplevelse. Denne workshop er fokuseret på at udvikle kropssproget, og vi vil praktisere forskellige måder, hvorpå man kan kommunikere gennem dansen.

Denne workshop kan foregå på dansk, engelsk, spansk eller italiensk.

#3

Argentina i dag (1,5t)

I workshoppen ARGENTINA I DAG deltager hele orkestret i præsentationen af landet og kulturen, og eleverne vil lære det argentinske samfund at kende set fra et ungt menneskets synspunkt. Ideen er, at eleverne skal blive nysgerrige på den fremmede kultur og få et ganske andet billede af Argentina, end det lærebøgerne kan give dem. En del af workshoppen vil blive udført i grupper. Måske er det første gang eleverne får mulighed for at tale spansk med en indfødt!

 

Denne workshop foregår på spansk og kan tilpasses både begyndere og øvede elever.

#4

Immigranterne (1,5t)

IMMIGRANTERNE er en workshop, som bygger på en rollespilsidé, hvor vi tager spanskeleverne ud af deres normale kontekst og placerer dem i Buenos Aires i starten af 1900-tallet. De er immigranter og skal forsøge at skabe rammerne for den familie, som de i første omgang har efterladt i Danmark. Eleverne er netop ankommet og står derfor overfor en række akutte udfordringer: de skal finde et sted at overnatte, de skal have noget at spise, de skal sende et brev hjem, de skal finde sig en hest, så de kan komme ud på pampaen og ned til de andre danskere i danskerkolonien, de skal finde nogen, de kan rejse sammen med, nogen som kender byen, landet, kulturen, og så de skal på tangobar og vise deres tango skills.

Denne workshop foregår på spansk.

 

Sagt om en dag med TANGOLAB:

“De to studieretningsklasser 1n og 2n deltog i to workshops, arrangeret af gruppen ”Sexteto Andiamo”, som består af fire argentinske, en italiensk og en dansk tangomusiker. I første workshop ”Argentina i dag” fortalte de seks musikere på skift om emner som madkultur, geografi og karneval. Det foregik primært på spansk, dog understøttet af gode billeder og videoklip undervejs, samt lidt dansk oversættelse, hvor det var nødvendigt. Eleverne blev udfordret på en dialog med musikerne sidst i lektionen, og for mange var det første gang de talte spansk med en ikke-dansk talende.

I anden workshop blev der danset tango. Her var rytme og kommunikation via kroppen i centrum, idet tango er improviseret, dvs. grundtrinenes rækkefølge bestemmes af drengen/føreren i danseparret. Alle blev således udfordret både mentalt, socialt og fysisk - og vigtigst af alt - alle fik grinet undervejs. Stor ros til Stine og Luigi for kompetent og inspirerende undervisning!

Sidst på dagen gav Orquesta Andariega en times koncert for alle skolens ca. 250 spanskelever. For mange af disse var koncerten deres første møde med tangomusikken, og den faldt i god jord, for blev klappet så længe efter sidste nummer, at gruppen måtte give et ekstra nummer! Ingen tvivl om, at mange elever er blevet beriget med en sjov og anderledes oplevelse i dag.

Tak til Tangolab for en festlig og lærerig skoledag!”

Margit Vestergaard
Underviser i idræt og matematik

bottom of page